Bornholm-historie

Bornholms historie er igennem alle tidsperioder helt forskellig fra resten af Danmarks historie. Øens beliggenhed har igennem krigstid haft andre fjender og i fredstid andre kontakter til handel. Dette har givet en meget rig arkæologi - faktisk bliver en tredjedel af alle danefæ fundet på Bornholm.

Bornholm hører til de arkæologisk bedst belyste områder i Danmark, og ingen anden landsdel kan opvise så mange og samtidig så forskellige fortidsminder. Strømmen af nye jordfund til museerne øges stadig, og i de senere år er hustomter fra vikingetid samt jern-, bronze- og stenalder udgravet.

Smykker og våben i gravene vidner om en rig kultur samt om øens gunstige placering midt i Østersøen lige nord for udmundingen af floden Oder med dens forbindelser ned gennem Europa. Ved bopladsen Sorte Muld i Ibsker blev der i 1986-87 fundet 2300 små guldamuletter, såkaldte guldgubber

Bornholm har ikke haft egentlige landsbyer. Siden oldtiden har bebyggelsen bestået af spredtliggende enkeltgårde og huse, som ofte var placeret i rækker. Opdelingen i fire herreder er sket i vikingetiden.

Bornholm var af strategisk betydning for den danske kongemagt, der omkring 1150 opførte Lilleborg som afløser for det nærliggende Gamleborg. I 1149 havde kongen måttet afgive tre af de fire herreder til Lunds ærkebispesæde, som omkring 1250 byggede det mægtige Hammershus og med vendernes hjælp i 1259 stormede Lilleborg, hvorved Rønne Herred også blev indtaget. Konge og bisp var længe i strid om Hammershus og dermed om retten til at opkræve skatter på Bornholm.

I over 200 år frem til 1525 var slottet underlagt bispestolen, hvorefter Frederik 1. gav Bornholm som len til lübeckerne i 50 år som løn for fordrivelse af Christian 2. Siden var øen dansk len frem til enevælden. Christian 4. lod Bornholms milits oprette i 1624, og kun få steder i landet har der været anlagt så mange kystskanser. 

Læs også de følgende sider om Bornholms særlige historie:

-- Oprøret på øen i 1658

-- 2. verdenskrig

-- Russernes landgang