Bornholm - Historie - 2. verdenskrig 

Bornholm modtog den 9. april 1940 gennem radioen budskabet om den tyske besættelse af Danmark. befolkningen ventede i Uro og spænding på det tidspunkt, hvor tyskerne ville gå i land på Øen.

Den 10. april skete det. for første gang siden 1658 befandt fjendtlige tropper sig på Bornholm. Besættelsen forløb uden kamp.

Ligesom i det øvrige land voksende på Bornholm den usynlige hær op, der kæmpede over og under jorden.
Kun en enkelt større sabotagehandling udførtes på øen, idet der her ikke fandtes fabrikker, der med føje kunne siges at arbejde for tyske interesse. Frihedsbevægelsen fandt, at der helst skulle være ro, så Gestapo ikke fik opmærksomhed på det arbejde som det vigtigste.

I ly af den ro smugledes last efter last af svenske våben i fiskerbåde til Øen for med rutebåde at blive bragt over vandet. På forskellige pladser lossedes disse våben for at skjules til den dag, de skulle bruges af frihedsbevægelsen.

I modsat retning gik de danske sabotørers vej over Øen til Sverige. Åbentlyst for gestapos øjne gik de ombord i ruteskibene i København, camouflerede som turister og handelsrejsende for ad mange veje at blive bragt til Sverige med små fiskefartøjer fra de små naturhavne på Bornholms østkyst. På samme måde husedes og transporteredes et stort antal amerikanske piloter, der nødlande på Øen.

Tiden forløb på Bornholm som det øvrige land, arbejdet fortsatte i alle grupper. Når tyskerne byggede fæstningsværker og radiotårne, og når deres første forsøg med V 1 faldt så heldig ud, at disse landede på Bornholm, blev alt fotograferet og beskrevet.

En helt normal befrielse
På Bornholm blev befrielsen fejret som i resten af landet. Der var jubel i gaderne, da frihedsbudskabet lød den 4. maj om aftenen, frihedskæmperne dukkede frem, og i de følgende dage begyndte de at internere folk, der var mistænkt for at have hjulpet tyskerne.

Den 5. maj 1945 kom budskabet om, at Tyskland havde kapituleret til Montgomery, men at det stadig ønskede at fortsætte den håbløse kamp mod Rusland.
Tiden, der lå nær op til den 5. maj, havde bragt en strøm af flygtende soldater og civilpersoner ind over Øens havne. De slog sig ned i skovene eller sjaskede trætte hen ad vejen mod tilfældige mål.

 Om formiddagen den 7. maj fløj to russiske maskiner ind over Nexø og blev herfra beskudt af tysk
 luftværnsskyts. Dette blev anledningen til de bombardementer, der fra russisk side foretages samme
 dag mod Nexø og Rønne.

 Ro og orden blev opretholdt af modstandsbevægelsen i samarbejde med tyske patruljer, der havde
 ansvaret for at opretholde disciplinen blandt de omkring 15.000 tyske soldater og flygtninge, der
 befandt sig på øen. Alt gik tilsyneladende, som det skulle, og Bornholm, som havde haft fem fredelige
 år under besættelsen, så ud til at skulle komme lige så fredeligt gennem befrielsen.

 Bag de sovjetiske linjer

 Men Bornholm stod alligevel i en helt anden situation end resten af Danmark. Ganske vist var Bornholm
 en del af kapitulationen til den britiske feltmarskal Montgomery, som tyskerne havde undertegnet den
 4. maj, men øen lå langt bag de sovjetiske linjer i Tyskland, og tyskerne brugte Bornholm som støttepunkt
 i den store evakueringsaktion af civile og soldater fra østfronten. Briterne og amerikanerne frygtede derfor,
 at Sovjetunionen betragtede øen som deres anliggende.

Den britiske styrke under ledelse af generalmajor Dewing, der ankom til København den 5. maj om eftermiddagen, havde fået ordre til i første omgang ikke at sende tropper til Bornholm. Dewing holdt 
dog en styrke parat til at afgå til Bornholm med fly, så snart han havde fået tilladelse til det fra den øverste leder af de allierede styrker i Europa, den amerikanske general Eisenhower.Eisenhower reagerede den 7. maj. Beskeden lød, at der ikke skulle sendes britiske tropper til Bornholm, før de danske myndigheder udtrykkeligt havde bedt om det, og selv da først efter endnu en godkendelse fra Eisenhower. Anmodningen fra de danske myndigheder kom senere samme dag, men da var katastrofen allerede sket.

Rønne og Nexø bombes

Uden varsel blev Rønne og Nexø ved middagstid den 7. maj udsat for sovjetiske luftangreb.
Angrebene blev gentaget om aftenen, og der blev nedkastet flyveblade på russisk med
opfordring til den tyske kommandant på Bornholm von Kamptz om at overgive sig.
Det afslog han, da han havde ordre til kun at overgive sig til briterne. 10 bornholmere og
et ukendt antal tyskere mistede livet ved bombardementerne.

Den 8. maj blev Rønne og Nexø udsat for nye luftangreb. Men nu var begge byers indbyggere
evakueret, så denne gang skete der udelukkende materielle skader. De var til gengæld store.

Af Rønnes godt 3.400 ejendomme var kun 300-400 uskadte efter bombardementerne. 3.000
mennesker stod uden hjem. I Nexø lå så godt som hele den indre by og store dele af havnen i ruiner.

Min fars søskende fortæller, at i deres hjem, Halede, en husmandsted 3 km fra Nexø husede
omkring 50 flygtninge fra Nexø. De kogte noget grød af hønsefoder og slagtede nogle høns.
Der blev redt om med halm og hø i både stuehus, stald og lade.

Den dag kongen åbnede Danmarks frie Rigsdag, var der tavshed på Bornholm.var skaderne lige så omfattende.

Bombardementerne afspejlede den brutale krigsførelse på østfronten, hvor ingen af parterne tog hensyn til civile tab og ødelæggelser. Det var en krig, som Bornholm på grund af sin beliggenhed for en kort stund blev en del af.

Militært set var de sovjetiske bombardementer meningsløse. Tyskerne havde for længst overgivet sig i Danmark, og den endelige tyske kapitulation, der standsede krigen på alle fronter i Europa ved midnatstid mellem den 8. og 9. maj, var også undertegnet, inden luftangrebene satte ind.

Læs mere om Rusernes landgang og besættelse af Bornholm HER

 Kildestræde i Nexø